To ud af tre trafikulykker skyldes alkohol

Arkiv Foto: TV ØST

Alkohol spiller en stor rolle i mange af de ulykker, der sker i trafikken i de sene aftentimer og om natten. Det viser en ny undersøgelse.

Både bilister og fodgængere med høje promiller er til fare for sig selv og andre i trafikken. I to ud af tre ulykker, der sker om aftenen og om natten, er alkohol synderen. Det viser en undersøgelsen fra Havarikommissionen for vejtrafikulykker.

- Det er markant, at alkohol er en medvirkende årsag i 2/3 af de undersøgte ulykker, hvor det i tidligere undersøgelser kun var forklaringen i ca. 1/5 af ulykkerne. Derfor anbefaler vi en skærpet indsats mod kørsel i påvirket tilstand om natten, siger kommissionens formand Mette Fynbo.

Hun anbefaler blandt andet, at der kommer forstærket politikontrol på vejene, og at dømte spritbilister får installeret en alkolås.

Mange af de ulykker, der er med i undersøgelsen, er soloulykker med mænd i alderen 18-50 år, der er på vej hjem fra sociale arrangementer.

Alt for mange kører spirituskørsel

Omkring hver 5. trafikdræbte mister livet i spritulykker, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport onsdag den 21. oktober. Onsdag kom Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med en opsang, efter de tog ni bilister med for meget alkohol i blodet.

- Det er bestemt noget, vi genkender fra vores kreds, at alkohol er en stor synder. Derfor arbejder vi også på, at mindske de mange uheld, hvor alkohol er involveret. Vi har statistikker og undersøgelser, der viser, hvornår vi skal styrke indsatsen, og dem arbejder vi ud fra. De viser, at det allerede er fra fredag eftermiddag, at kurven er opadgående, og så frem til søndag morgen. Det er jo typisk i weekenderne, at folk er til selskaber og er i byen, at de kører påvirket, forklarer Erik Mather, der er vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi.

TV ØST har gennemgået alle døgnrapporter fra oktober måned og talt alle spiritusbilister i tidsrummet 22-06. Gennemgangen viser, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har taget 22 personer, der trods for meget alkohol i blodet, satte sig bag rettet.

Hvis dagtimerne tælles med, blev der i alt stoppet 53 bilister med for høj promille i deres politikreds frem til 26. oktober.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App