To millioner kroner til bedre lægedækning

Der er sat to millioner kroner af til bedre lægedækning i Region Sjælland, efter at seks partier er blevet enige om en budgetaftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har længe været svært at trække yngre læger og speciallæger til udkanten af regionen, men nu sætter Region Sjælland to millioner kroner af til at forbedre lægedækningen i de udsatte områder. Det skriver regionen i en pressemeddelelse om den netop indgåede budgetaftale for 2016.

I maj i år kom det i en rundspørge foretaget af DR frem, at der manglede hele 22 speciallæger alene på Nykøbing Falster Sygehus, og tallet ville endda være højere, hvis ikke det var fordi, sygehuset havde ansat udenlandske læger. Regionen satte i foråret i værk, at læger fra København hver dag kunne køre med en bus til og fra Nykøbing Falster, og der er også sat et hotel til rådighed til de ansatte i håb om at lokke flere speciallæger til.

Hvad angår de yngre læger er Vordingborg Kommune hårdest ramt her i regionen. Her er over 50 procent af de praktiserende læger i kommunen er over 60 år, og det kan give lægemangel på sigt.

Nu bliver der så sat flere penge af til initiativer, der skal lokke lægerne til. Aftalepartnerne er blevet enige om, at en række rekrutteringsinitiativer, der er igangsat, skal fortsætte og forstærkes:

  • Profilering af Region Sjælland med flere uddannelsesstillinger

     

  • Muligheden for delestillinger og delt ansættelse på flere sygehuse

     

  • Der vil i 2016 være fokus på sygehuse med særligt store udfordringer i forhold til rekruttering. Der afsættes 2 millioner kroner.

     

  • Aftaleparterne vil i 2016 også fokusere på rekruttering af alment praktiserende læger og praktiserende speciallæger til særligt den sydlige del af regionen. Her er der behov for indsatser, der rækker ud over de traditionelle rekrutteringsløsninger, der arbejdes med i dag.

Det er Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, Konservative og De Radikale, der står bag budgetaftalen.

Se hele aftalen her.


Nyhedsoverblik