TMS vandt 27-22 over Tønder

Lørdag eftermiddag vandt TMS Ringsteds herrer deres kamp mod Tønder. Holdet er dermed kommet godt i gang med sæsonen. Træneren satser nu på at kunne nå top tre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med sejren over Tønder lørdag har TMS vundet de første tre kampe i sæsonen. Og der skal da også masser af sejre til, hvis klubben skal nå deres målsætning i en stærk 1. division.

- Holdet performede så meget efter jul, og vi har fået skiftet lidt ud og har fået indhentet nogle forstærkninger. Alt det gør, at vi nu tror på en top tre, siger træner Dan Hansen.

Det er spillerne Martin Vilstrup, Sebastian Thorsen og Lasse Sinding der er nogle af de vigtigste årsager til, at træner Dan Hansen forventer at kunne blande sig med de bedste i 1. Division.

- Det er tre store drenge, som lægger noget fysik ind i vores forsvar. Og så har de en stor fysik i vores angrebsspil, der gør, at de bliver nødt til at gå frem til os. Og det ser jeg som en stor force, mener træneren.

Det var også tydeligt i kampen mod Tønder, at der er kommet mere fysik ind på det nye TMS-hold.

Spørger man på holdet, så er der kun en ting, der kan forhindre dem i at nå deres mål.

- Vi har en bred trup, men det er klart, at hvis nogle af de profiler begynder at blive skadet, så bliver vi lidt ramt, forklarer Dan Hansen

Og fortsætter de som de er startet - så er målsætningen sandsynligvis indenfor rækkevidde.

Næste kamp er på næste søndag mod Køge Håndbold.


Nyhedsoverblik