Tilbage til Lev Livet: Sådan gik det

Få syn for sagn de næste fire onsdage, når TV ØST vender tilbage til deltagerne i sundhedsprogrammet ”Lev Livet” – halvandet år efter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Deltagerne i TV ØSTs sundhedsserie ”Lev Livet” kæmpede mod den usunde livsstil, og rigtigt mange af dem sagde farvel til både 15, 20, 30 og 40 kilo. Men hvordan er det gået siden det sidste program i serien løb over skærmen i september 2014?

Dét undersøger programmets vært Katja Kafling, når hun vender ”Tilbage til Lev Livet” de næste fire onsdage kl. 19.55 på TV ØST.

Tæt på - Katja måtte spørge om alt

I premiereprogrammet onsdag d. 3. februar er Katja taget på besøg hos Tina Testrup.

- Da Tina kom hos os, havde hun – og det siger hun selv – et kæmpestort hoved. Du kunne ikke se, hvor det sluttede, og hvor kroppen begyndte. Siden ”Lev livet” har Tina selv haft mere end 400 andre mennesker på kur,” fortæller Katja Kafling.

LÆS MERE: Se alle programmer fra Lev Livet

- Det interessante er, at Tina stadig kæmper med maden og vægten. Det får vi også en snak om i programmet, der går virkeligt tæt på. Tina og de andre har endnu engang givet mig det privilegium, at jeg må spørge om alt, siger Katja og tilføjer, at det gør hun så.

Sexliv, gocart og madmisbrug

Der bliver derfor talt om alt fra sexliv til madmisbrug, gocart-kørsel og træning, når programserien løber over skærmen i hele februar. Du kan høre om:

  • 3. feb. Tina Testrup, Svinninge: Tina vejede 126 kg, da hun kom til Lev Livet. Hun var gået konkurs og havde ramt bunden. I dag arbejder hun som sundhedscoach for blandt andre Novo Nordisk. Men Tinas personlige arbejde er langt fra slut. Det fortæller hun ærligt om i programmet.

     

  • 10. feb. Tanja Raun, Fuglebjerg: Hun var arbejdsløs og vejede 104 kg, da Lev Livet startede. I dag arbejder hun i et fitnesscenter og hjælper andre med at tabe sig. Men Tanja kæmper med at holde vægten. Hun fortæller åbent om fortsat at slås med sit eget spejlbillede.

     

  • 17. feb. Michael Schumacher, Svebølle: Michael vejede 116 kg og spiste cola og chips hver aften. Han kunne ikke få en forsikring på grund af sin vægt og var på medicin. I dag vejer han 82 kg og træner hver dag. Alligevel kæmper han med maden og kan stadig ”spise halvanden kilo flæsk til hver en tid”. I programmet fortæller han om den livslange kamp.

     

  • 24. feb. Karoline Lindberg, Tølløse: Vejede tæt på 135 kg og havde type2 diabetes, inden hun meldte sig til Lev Livet. Siden har hun lavet sin egen teaterforestilling om vægttabt ”Fedest”. Men livet har også budt på brutale udfordringer siden serien. Karoline fortæller ærligt om livet på den anden side.  

Nyhedsoverblik