Til kamp mod ulovlige skilte

Massevis af skilte er opsat i Odsherreds sommerhusområder. Skiltene har til formål at holde turisterne væk fra veje og strande, men det er mod reglerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"Adgang forbudt" og "Privat vej". Beskeden er høj og tydelig på mange af de skilte, der skal holde ubudne gæster væk i Odsherreds sommerhusområder. Men ofte er den er også samtidig ganske ulovlig.

- Jeg synes, at det er grimt med de skilte. Og så er det i øvrigt også ulovligt. Offentligheden har fuld adgang til vores strande, så det må faktisk slet ikke være der, siger Morten Egeskov (Venstre), der er formand for udvalget for Teknik og Miljø i Odsherred Kommune.

I alt har folk fra Odsherred Kommune talt, at næsten 40 sommerhusveje ud af 60 har ulovlig skiltning - primært siger skiltene, at vejene er private, og at der ikke må komme uvedkommende.

- Det er grundejerforeninger og andre private, som bare knalder nogle skilte op. Og det er altså helt forkert. Folk har lov til at benytte vejene til at komme ned til stranden, understreger Morten Egeskov (Venstre).

Skiltene kan være årtier gamle

Sommerhusejerne ved dog umiddelbart ikke, hvor skiltene kommer fra. Og hos grundejerforeningerne vil de heller ikke kendes ved skiltene. Sommerhusrådet for Odsherreds Landliggere repræsenterer en række af grundejerforeninger i Odsherred. Og de mener, at mange af skiltene er gamle - og formentlig har stået der i årtier.

- Der er skilte, der siger: Privat vej, hold dig væk, ingen hunde og ingen heste. Ja, fantasien er stor - men alfa og omega er, at de er forbudte. Og de pynter ikke i naturen. Så vi vil meget gerne have dem væk, siger Kirsten Laage-Petersen, Medlem af Sommerhusrådet for Odsherreds Landliggere.

Vil ikke fjerne ulovlige skilte

Selvom skiltene er ulovlige, så vil kommunen ikke bare begynde at fjerne dem fra en ende af.

- Det ville utrolig lang tid og mange slagsmål, hvis vi skulle køre rundt for at udstede påbud til alle. Vi prøver i stedet at snakke med grundejerforeningerne. Og det er klart, at hvis der er nogen, der kommer med en direkte anmeldelse, så er det klart, at så giver vi et påbud, siger Morten Egeskov (Venstre)

Kommunen og grundejerforeningerne vil i stedet den 14. april mødes for at finde ud af, hvem der skal tage ansvaret for at få fjernet skiltene - og så i øvrigt informere sommerhusejerne i området om, at alle har ret til at færdes i området.

Det er Naturbeskyttelsesloven, der sikrer, at alle har lige adgang til natur og strand - og derfor er det altså ulovligt, at erklære en sommerhusvej for privat område.


Nyhedsoverblik