Ti vanrøgtede hunde har fået nye hjem

Ti ud af de 91 hunde, der sidste uge blev fjernet fra en ejendom nordvest for Næstved har nu fået nye hjem. På tirsdag er syv af hvalpene klar til salg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Familier står i kø for at få lov til at adoptere de vanrøgtede hunde fra Næstved-området.

Alle de 10 hunde, der er blevet sat til salg af Dyrenes Beskyttelses internat i Roskilde, er blevet sendt hjem med familier over det meste af Sjælland.

- Ud af de hunde, der er blevet sat til salg, har vi ikke en eneste tilbage. Og det er bestemt ikke fordi, vi har solgt til de første og de bedste. Det er gået virkelig hurtigt, siger Rikke Christensen-Lee fra Dyrenes Beskyttelses Internat i Roskilde.

Faktisk har interessen været så stor, at internatet har måttet afvise interesserede.

- Vi har måttet give mange afslag, og det har været meget svært. Der har været mange velegnede, og vi har været nødt til at vælge. Og det er selvfølgelig svært at blive skuffet, når man har udset sig en hund til sin familie, siger Rikke Christensen-Lee.

Et af kravene til de interesserede har været, at der skulle være hund i familien i forvejen. Den store gruppe af hunde har nemlig vænnet sig til at have andre firbenede omkring sig.

Også Fyns Internat, der aftog 28 af de vanrøgtede hunde fra Roskilde, oplever stor interesse for hundene. Seks er blevet sat til salg, og internatet har flere aftaler med interesserede de kommende dage.

Ally har fået sig et hjem

En af dem, der allerede har fået sig et nyt firbenet familiemedlem er Susan Jørgensen, TV ØST mødte hende, da hun onsdag var på internatet i Roskilde.

Læs også: Vanrøgtede hunde er klar til at få nye familier

Her blev hun forelsket i hunden Ally og skulle dagen efter have familien med for at sikre, at der var tale om et match hele vejen rundt.

Det var der, og Ally er nu flyttet videre fra internatet til sit nye hjem i Hillerød.

Syv hvalpe er klar til afgang

Næste hold hunde er netop blevet dømt klar til salg. Syv små hvalpe blev i dag sikkerhedsvejet for at sikre, at de var over de obligatoriske otte uger. Vægten kunne snyde, da de har været underernærede, men det blev fredag slået fast, at de nu også var klar til at finde nye hjem.

Hvalpene har det ifølge internatet godt, da hundemoren har passet godt på dem.

De syv hvalpe sættes til salg på tirsdag, og kan på det tidspunkt findes her på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.

Resten af hundene bliver sat til salg løbende, når det bliver vurderet, at de er raske nok til at komme videre.

Ligesom de andre hunde, så koster det 2800 kroner at få en af hvalpene med sig hjem 


Nyhedsoverblik