Tennistalent fra Næstved en del af landsholdet

I weekenden er der blevet spillet tennislandskamp mod en af de helt store tennisnationer - nemlig Spanien. Med på holdet var for første gang det 18-årige talent fra Næstved Christian Sigsgaard.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rafael Nadal (nr. 7 på verdensranglisten) og David Ferrer (nr. 8 på verdensranglisten) var blot to af de topspillere man kunne opleve i Odense, da der i denne weekend blev spillet landskamp, Davis Cup, i herretennis. Derfor lignede det på forhånd en svær opgave for den danske kvartet, når modstanderne var blandt verdens absolutte bedste spillere.

Den 8. september blev de fire danske spillere udtaget af landstræner Kenneth Carlsen. Kvartetten skulle bestå af Frederik Løchte Nielsen (nr. 256 på verdensranglisten), Mikael Torpegaard (nr. 922), Søren Hess-Olsen (nr. 980) og Thomas Kromann (urangeret).

Siden mandag har både det spanske og danske mandskab trænet frem mod weekendens kampe. Efter onsdagens træning måtte Søren Hess-Olsen dog udgå med en skade. Derfor blev Kenneth Carlsen nødt til at hive ny mand ind – og det blev det 18-årige tennistalent fra Næstved Christian Sigsgaard.

Masser af erfaring

Fra torsdag til søndag blev Christian Sigsgaard således en del af det danske Davis Cup-landshold for første gang. Her trænede han sammen med de øvrige danske spillere, og havde god mulighed for at se, hvordan de bedste spillere i verden træner.

Det blev dog ikke til noget spilletid i kampene de seneste tre dage, da det var de mere rutinerede kræfter Wimbledon-mester Frederik Løchte Nielsen, Mikael Torpegaard og Thomas Kromann, der tog over. På trods af det, er der dog mange ting Christian Sigsgaard, der til dagligt går i 3.g på ZBC i Næstved, kan tage med sig.

- Det har været kæmpe stort, også selvom jeg ikke kom ind og spille, så er jeg selvfølgelig rigtig glad for at være blevet hasteindkaldt. Det har været en kæmpe oplevelse. Det har været helt sindssygt, kæmpe stemning med top 10-spillere. Det var helt vildt, fortæller Christian Sigsgaard og fortsætter:

- Man ser jo hvordan top 10-spillerne træner, når man spiller ved siden af dem hver morgen. Det er helt vildt så gode de er, men det giver noget tro på, at man sagtens kan være med, fordi man har set dem spille i virkeligheden. Vi skal bare hjem og træne videre.

Fantastisk 2015

Udtagelsen til Davis Cup-holdet er blot én af de mange ting Christian Sigsgaard har opnået det seneste år. I sommeren 2014 stod han stod i sin første DM-finale og i denne sommer gjorde han kunsten efter. For blot to uger siden vandt han sølv til DM for hold, sammen med sin klub Gentofte. Ligeledes fik Christian Sigsgaard sin Grand Slam-debut i 2015. I januar spillede han sig gennem kvalifikationen og helt frem til 2. runde i Australian Open for juniorer.

- Det har selvfølgelig været et rigtig godt år med mange gode sejre og kæmpe oplevelser. Det er den vej det skal gå, men at det skulle gå så godt, det troede jeg ikke helt. Jeg håber bare at kunne gøre det endnu bedre næste år og blive ved med at arbejde, siger Christian Sigsgaard.

Nedrykningsbrag mod Sverige

Samlet set måtte den danske kvartet dog se sig slået 5-0 efter nederlag i fire singler og en enkelt double. Det betyder, at danskerne skal i aktion igen den 30. oktober til 1. november, hvor de på hjemmebane møder Sverige i en nedrykningskamp i Europa/Afrika Group l. Hvem der bliver udtaget vides ikke endnu, men Christian Sigsgaard håber på at være en del af holdet.

- Hvis Søren (red. Søren Hess-Olsen) bliver klar igen, så tror jeg helt sikkert han spiller, men hvis ikke så tror jeg, der er en chance. Jeg ved ikke, om man kan sige, man krydser fingre, det håber man selvfølgelig aldrig, men det er helt sikkert fedt at være med til Davis Cup, siger Christian Sigsgaard.

Hvor kampen mod Sverige skal spilles er endnu ikke afgjort, men tre sjællandske byer er i spil.

 


Nyhedsoverblik