Teltlejre i Næstved: Koster 8.000 kroner at opvarme i døgnet

Når de to nye teltlejre i Næstved åbner i januar, kommer det til at koste 8.000 kroner i døgnet at opvarme de 50 telte. Det svarer til en månedlig varmeudgift på en kvart million kroner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

400 asylansøgere rykker fra starten af den kolde januarmåned ind i to nye teltlejre ved Beredskabscentret i Næstved, og det kommer til at gøre ondt på varmeregningen.

Det koster nemlig 165 kroner i døgnet at opvarme et enkelt telt med varmekanon, og når der skal opvarmes 50 telte, giver det en tårnhøj varmeregning på 8.000 kroner pr. dag. Det viser tal fra Beredskabsstyrelsen, som BT har indsamlet.   

Regningen for teltlejrene bliver altså en bekostelig affære for skatteyderne, da varmeudgifterne alene for januar måned løber op på en kvart million kroner.

Teltlejrene er ren symbolpolitik

Udgifterne til landets teltlejre møder på BT.dk hård kritik fra formanden for Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl:

- Det lyder som mange penge at bruge på at indkvartere ganske få asylansøgere, og det understreger, at teltlejrene er ren symbolpolitik. Kroner og ører er helt lige ligegyldige i denne sammenhæng. Man fyrer jo for gråspurvene, siger Anders Ladekarl.

Der står tomme boliger klar

En opgørelse på Politiken.dk viser, at der står 160.000 tomme boliger til rådighed rundt omkring i landet, heraf næsten 21.800 i regionen. Det er med de tal in mente, at Anders Ladekarl mener, at regeringens campingpolitik er umenneskelig:

- Jeg synes det er usympatisk og unødvendig symbolpolitik på bekostning af sårbare og udsatte medmennesker. Stop det nu - der må være andre måder at vise på hvor stram man er!, skriver Anders Ladekarl på sin Facebookside.

Ifølge Næstveds borgmester, Carsten Rasmussen (Soc. dem.), er teltlejrene dog en fin løsning, og han mener ikke, at der kan findes flere tomme boliger i Næstved at dele ud af:

- Jeg tror, det er den eneste mulighed, der er. Her i Næstved har man jo brugt bygningerne til de første 190 (asylansøgere, red.), og vi har ikke nogle hverken tomme skoler, rådhus eller plejehjem i Næstved, som vi kunne leje eller sælge til Udlændingestyrelsen. Det er jo et akut problem, de står med, og de skal jo have tag over hovedet, siger han.

De 190 asylansøgere, der allerede er blevet huset i Næstved, bor i undervisningslokaler og andre steder på kaserneområdet i Næstved.

Fakta: Så mange tomme boliger ligger der i din kommune

Guldborgsund 3.101

Lolland 3.628

Faxe 1.074

Næstved 1.930

Stevns 628

Vordingborg 2.403

Holbæk 1.809

Kalundborg 1.527

Odsherred 1.431

Ringsted 679

Slagelse 2.641

Sorø 914

Kilde: Politiken.dk, Danmarks Statistik og Dansk Byggeri


Nyhedsoverblik