Team Sydhavsøerne spiller fremover i BorderShoppen

Foto: TV ØST

Når håndboldspillerne fra Team Sydhavsøerne fremover løber på banen, bliver det i BorderShop Arena. Hjemmebanen i Maribo Hallerne skifter navn fra i dag.

'Velkommen i BorderShop Arena'. Sådan vil det lyde fremover, når Team Sydhavsøernes håndboldspillere i toppen af 1. division løber ind på hjemmebanen Maribo Hallerne. Det skriver Team Sydhavsøerne og Scandlines i en fælles pressemeddelelse.

Scandlines’ BorderShop bliver dermed en af de større samarbejdspartnere i Team Sydhavsøerne, hvilket glæder direktør Anders Henriksen.

- Vi er enormt glade for, at vi har fået etableret et samarbejde med en af landsdelens store virksomheder og er stolte af, at de vil være en del af Team Sydhavsøerne og vores brand. Da vi etablerede Team Sydhavsøerne i sin tid, var Scandlines én af de aktører, vi så som væsentlige partnere, og med navnet BorderShop Arena er det igen en realitet, siger han.

Synlige i hal og på krave

Og i Scandlines glæder de sig også til samarbejdet og til sammen med Team Sydhavsøerne at markedsføre Lolland-Falster gennem sportslige og kulturelle oplevelser.

- I lighed med vores konkurrenter, der for eksempel støtter flere hold i Sønderjylland, ønsker vi at bidrage positivt til udviklingen i den landsdel, hvor størstedelen af vores forretning ligger. Vi har derfor valgt at støtte de 2 store flagskibe i håndbold på Sydsjælland og Lolland-Falster, nemlig Team Sydhavsøerne hos herrerne og NFH hos damerne. Her er alle parter på hjemmebane, så vi ser en mulighed for at ramme bredt og vise især børn og unge, hvad man kan nå med teamånd og samarbejde, lyder det fra Kerim Lindved Aydin, Head of Retail og Senior Vice President hos Scandlines.

Den 3-årige aftale mellem Team Sydhavsøerne og Scandlines’ BorderShop omfatter ud over navneændringen også en del eksponering i hallen, hvor begge langsider vil bære BorderShops-logo. Forsvarsspecialisten Jesper Thomns, der også er ansat som håndværker i Scandlines, vil desuden fremover komme til at spille i trøjer med BorderShop-logo på kraven.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App