TDC: Vi har fyret for mange

Klagerne vælter ind hos TDC fra kunder, der er trætte af at vente på at få deres telefon- eller interforbindelse op at køre. Ups, lyder det nu fra TDC: Vi har fyret for mange.

Er du én af de mange tusinde sjællandske TDC-kunder, der har oplevet at døje med manglende telefon- og internetforbindelse gennem længere tid, så er der en forklaring.

TDC erkender nu, at selskabet er kommet til at fyre for mange medarbejdere. I sommer var det især områderne omkring Køge, Fakse og Kalundborg, der måtte klare sig uden internet og fastnettelefon.

Klager over manglende telefonforbindelser vælter ind hos TDC, og det store selskab indrømmer nu, at man har fyret for mange teknikere, skriver JydskeVestkysten.

Allerede sidste sommer steg ventetiden på fejlretning markant, og TDC overholder ikke de krav, som IT- og Telestyrelsen stiller.

- Vi tilpasser løbende arbejdskraften til det, vi tror, vi har brug for, men i forhold til fejl, der kræver gravearbejde, har vi fejlvurderet, erkender kundeservicedirektør Peter Lang Nielsen.

Hos Dansk Metal vurderer Leif Hartmann, formand for telefonteknikere, at der mangler omkring 200 teknikere, hvis kunderne skal have deres telefonforbindelse repareret til tiden.

Flere tusinde kunder i vores landsdel har oplevet at vente en hel måned på at få koblet sin telefon til.

Over for IT- og Telestyrelsen undskylder TDC sig med de store mængder regn og den megen byggeaktivitet, som ofte går ud over kabler. Det er force majeure, mener teleselskabet, og det lyder plausibelt, mener kontorchef Peter Hindsberger, IT-og Telestyrelsen, som indtil videre ikke har fundet anledning til at gribe ind.

Hos TDC har Peter Lang Nielsen ikke noget bestemt bud på, hvornår de lange ventetider er overstået, og TDC igen lever op til de offentlige krav.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App