TDC undersøger fem masteområder i Odsherred

Kampen for bedre mobildækning går ind i en ny fase. Fem placeringsmuligheder for opsætning af mobilmaster bliver lige nu undersøgt nærmere i Odsherred Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odsherred Kommune er et skridt nærmere at få forbedret dækningen i området. I sidste halvdel af 2014 blev kommunen præsenteret for, hvordan teleindustrien mener, at man kan forbedre teledækning i 8-9 områder i Odsherred Kommune.

Det er TDC som har været med til at lave denne undersøgelse, og de kommer nu med fem konkrete forslag til, hvor der skal undersøges, om nye telemaster kan sættes op.

- Vi vil følge TDCs undersøgelser og udmeldinger meget tæt, også med henblik på kommunalt udbud af mobiltelefoni og data, og jeg ser frem til at forholdsvis hurtig afklaring af, om TDC vil gå videre med sådanne mobilmaster, som i givet fald vil kunne medvirke til at øge dækningen, siger borgmester Thomas Adelskov i en pressemeddelelse.

I forbindelse med opsætningen af masterne, skal der søges bygge- og landzonetilladelse. I den forbindelse vil borgmester Thomas Adelskov sørge for, at ansøgningerne vil blive behandlet hurtigt, mens de kommunale grunde bliver sat gratis til rådighed.

 - Et bedre mobilnetværk og –dækning er afgørende for placering af såvel bosættere som iværksættere og andre virksomheder og arbejdspladser i kommunen, for med dårlig, ringe eller i værste fald slet ingen mobildækning er det sværere at overbevise moderne virksomheder om, at de skal slå sig ned lige præcis her og ikke steder, hvor dækningen er bedre, siger Thomas Adelskov.  

Læse mere: Dårligt internet truer erhverslivet i regionen

Nye teknologiske løsninger på vej

Desuden kan borgere og virksomheder i området se frem til en række teknologiske forbedringer. Allerede fra 2015/2016 forventes det, kunne bruge deres mobiltelefon over et eksisterende wifi-netværk ved fx sommerhuset eller helårsboligen, ligesom flere af teleoperatørerne arbejder på at implementere mobiltale på 4G-netværket, som i dag kun bruges til mobildata.

De fem steder TDC vil undersøge er i nærheden af Overby Lyng på Sjællands Odde, Stenstrup Lyng og Højby Lyng i Sejerø Bugt, Knarbo Klint syd for Ordrup Næs samt Grevinge Lammefjord.

Se desuden med på TV ØST i aften fra klokken 19.30, hvor vi sætter fokus på mobildækning i regionen. Her står vores vært Anja Al-Erhayem klar til debat fra Dragsholm Slot med blandt andet politikerne Morten Dahlin (V) og Eva Flyvholm (Ø).

Læs mere: Dårligt net er Dragsholm Slots største trussel


Nyhedsoverblik