Tavs 22-årig fængslet for hovedskud på mand fra Holbæk

Den mand, der er sigtet for at have skudt en 25-årig mand fra Holbæk i hovedet søndag i Køge er onsdag blevet varetægtsfængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 22-årig mand ønskede ikke at afgive forklaring, da han onsdag morgen blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, hvor han blev mødt med en sigtelse for drabsforsøg. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Sagen drejer sig om en episode fra weekenden i Køge, hvor en 25-årig mand fra Holbæk blev ramt af skud i hovedet.

Offeret fik ved en operation fjernet et projektil fra nakken, og han er ifølge politiet uden for livsfare.

Skud i Køge

Skudepisoden foregik i en lejlighed på Parkvej i Køge søndag aften. Der skulle dog gå et par dage, før politiet slog kløerne i den formodede gerningsmand.

Det skete tirsdag, da en politipatrulje fik øje på den mistænkte i en bil på motorvejen. Patruljen tilkaldte assistance, og da den 22-årige kørte væk fra motorvejen, blev han standset og anholdt.

Den 22-årige mand, som anklagemyndigheden har valgt at sigte for drabsforsøg, kommer fra Rødovre ved København.

Ville ikke sige noget som helst

Ved onsdagens retsmøde afviste manden ifølge Midt- og Vestsjællands Politi at forholde sig til sigtelsen, ligesom han heller ikke ønskede at svare på spørgsmål fra anklageren.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.

Offentligheden er derfor indtil videre afskåret fra at blive delagtiggjort i det sagsmateriale, som anklagemyndigheden har fremlagt under retsmødet.

Begrundet mistanke

For at kunne varetægtsfængslet en person skal retten vurdere, at der i sagsmaterialet som minimum er det, der kaldes "begrundet mistanke" mod den sigtede.

Det vurderer Retten i Roskilde, at der er, og den 22-årige skal foreløbig sidde varetægtsfængslet frem til 12. november. Hvis anklagemyndigheden ønsker at holde manden bag tremmer, skal retten til den tid igen vurdere sagen.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik