Tak til Lolland fra tidligere flygtning

Kærlighedsstormen over Lolland får folk fra nær og fjern til at kaste positive historier fra området på Facebook, og nu siger en tidligere flygtning tak.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det vrimler med gode historier fra Lolland og Falster for tiden. I kølvandet på TV2's nye programserie 'På røven i Nakskov' er der rejst en sand kærlighedsstorm på Facebook, efter at gruppen Lolland-Falster Lovestorm blev oprettet med det formål at samle en masse positive historier om området.

Læs også: Masser af kærlighed til Lolland og Falster

Og der er lagt virkelig mange personlige beretninger på siden, men kun få har fået så meget opmærksomhed som Sheyla Salihovic'. Med sin fortælling om dengang, hun kom til Danmark som flygtning sammen med sin familie, har den nu 29-årige jurastuderende fået næsten 2000 likes. Her kan du læse hendes historie og store tak til Lolland:

Jeg har båret rundt på noget i over 20 år.. Nu hvor bådflygtninge og lollikere er på næsten alles læber, er det måske på tide, at jeg slipper det fri. Det værende min evige taknemlighed og kærlighed til Lolland.

Jeg er selv en af "dem" - flygtningen og lollikeren. I løbet af et splitsekund havde vi mistet alt. Fra en middel-høj socialstatus til absolut ingenting andet end de klæder, man bar på. På et splitsekund.

Jeg var 8 år gammel da vi (far, mor og lillesøster) efter 2 års flugt fra krig ankom til et asylcenter i Hunseby. Jeg husker ikke meget om selve ankomsten, måske det er fortrængt, måske sov jeg, jeg ved det ikke. Men jeg vil aldrig glemme den varme og barmhjertighed, som vi blev mødt med af lokalbefolkningen og de frivillige på asylcentret de efterfølgende år. De frivilliges sang og spil, som fik os til at grine og glemme de frygtelige oplevelser vi havde været udsat for, naboerne og deres børns legetøj og lege, som fik os til at føle os som børn igen, bibliotekarens venlige og bløde stemme, som var så kærlig og omsorgsfuld, roen og stilheden på markerne, som var så terapeutisk. Trygheden - mest af alt, her var ingen krig, sult og død.

En flok traumatiserede og ulykkelige mennesker blev hjulpet tilbage til livet og genvandt troen på menneskeheden. En lille pige fik chancen for at leve. På Lolland.

I mangel af bedre ord og med tårefyldte øjne, vil jeg slutte af med et TAK!!


Nyhedsoverblik