Tagsag: Håndværker giver 100 arbejdstimer til par i klemme

Foto: TV ØST

Tømrermester Thomas Breuning fra Fensmark har valgt at tilbyde 100 gratis arbejdstimer til Jacob Ipsen og hustruen, der har fået besked på at skifte deres tag.

Der kommer nu uventet hjælp i en sag om Ringsted Kommune, der har påbudt Jacob Ipsen og hustruen at fjerne deres tag. Det er tømrermester Thomas Breuning fra Breuning Aps i Fensmark, der har meldt sig i sagen, som kan blive en bekostelig affære for Ringsted-parret.

- Vi har alle sammen prøvet at blive klemt i systemet af de store magthavere, og her var der mulighed for at støtte en lokal familie. Derfor har jeg valgt at tilbyde 100 gratis arbejdstimer til arbejdet med taget, siger Thomas Breuning.

Mandag besluttede et flertal i Ringsted Kommune at Jakob Ipsen skal fjerne det tag, der ligger på hans hus på Sorøvej. Årsagen er, at det er af beton, og det er ulovligt, fordi der i lokalplanen står, at teglstenene skal være af ler. Familien fik lagt taget på i 1999, men var ikke opmærksom på, at lokalplanen. De fik dispensation til at lade det blive liggende først i 10 år og senere i yderligere 5 år.

Gave til 50.000 kroner

Men mandag besluttede byrådet altså, at taget skal erstattes med tagsten af ler - ligesom naboernes. Jacob Ipsen har tidligere fortalt, at sagen kan betyde, at familien må gå fra hus og hjem, fordi der ikke er penge til et nyt tag, der hurtigt kan løbe op i 150.000-200.000 kroner, hvis Thomas Breuning skal give et hurtigt skøn.

- Udover arbejdstimer kommer der jo udgifter til materialer, stillads og så videre, og jeg håber, at min hjælp kan være med til at få andre til at sige, at de gerne vil bakke op, siger tømrermesteren, der selv har tænkt sig at tage ud og udføre de 100 timers arbejdet, som med en timepris på 400 kroner plus moms løber op i en værdi af 50.000 kroner.

'Det er helt vildt'

I Ringsted har Jacob Ipsen svært at tro sine egne ører, da han får beskeden om den hjælpende hånd. Først bliver der en smule stille i røret.

- Okay... Hold da kæft. Det er helt vildt. Det er jo en kæmpe overraskelse - en glædelig overraskelse, lyder den første raktion, inden det sådan nogenlunde går op for Jacob Ipsen, hvad det er, der bliver sagt.

- Det overstiger fuldstændigt vores fantasi det her. Vi er også blevet kontaktet af en advokat, der har tilbudt sin hjælp, og flere ringer og kommer med input og nu det her. Det er helt uvirkeligt, så gavmilde folk er. Det er virkelig fantastisk, at folk står klar, når andre er i problemer, siger Jacob Ipsen.

Sagen er dog endnu ikke helt afgjort. Jacob Ipsen har ikke modtaget papirerne på byrådets afgørelse endnu, men når de kommer, vil han anke til Naturklagenævnet. Giver de kommunen medhold i sagen, har Jacob Ipsen et halvt år til at skifte sit tag.

02:14 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App