Tæt løb til det sidste mellem de to blokke

De sidste meningsmålinger viser stadig dødt løb mellem rød og blå blok.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skal man tro valgdagens sidste meningsmålinger, melder det om en spændende valgaften. Hele valgkampen igennem har de to blokket stået meget tæt, og det gør de altså også nu på den sidste dag. 

I de fleste af meningsmålingerne står blå blok stærkest, dog kun med knebent forspring.

Ser man på meningsmålingen foretaget af TNS Gallup for Berlingske, er det mere eller mindre dødt løb mellem blokkene. En rundringning den 17. juni viser, at blå blok står til at få 50,7 procent af stemmerne, mens rød blok får 49,2 procent. Det giver Venstre og støttepartierne samlet 89 mandater mod Socialdemokraterne og deres støttepartier 86 mandater.

Samme tætte billede viser målingen Wilke for Jyllands-Posten. En rundringning den 16.-17. juni viser, blå blok får 50,3 procent af stemmerne og dermed 88 mandater, mens rød blok får 49,7 procent og 87 mandater. Dog skal man tage højde for den statiske usikkerhed på op til 1,35 procent. 

Tager man et kig på Megafons måling for TV 2 har blå blok også en lille føring her. Socialdemokraterne og støttepartierne får her 86 mandater med 49,1 procent af stemmerne. Lars Løkke og resten af blå blok får 89 mandater med 50,9 procent af stemmerne.

Lille føring til Helle Thorning 

Der er dog en enkelt måling, som viser en kneben føring til Helle Thorning Schmidt. Ifølge Voxmeter for Ritzaus Bureau, får rød blok akkurat 90 mandater, da de ifølge meningsmålingen står til 51,1 procent af stemmerne. De blå partier står i samme måling til 85 mandater med 48,9 procent af stemmerne.

Det er især Enhedslisten der trækker rød blok op, da de står til 9,8 procent af stemmerne og dermed 17 mandater. Alternativet står også til et godt valg med 4,5 procent af stemmerne, mens Venstre står til at miste 12 ud af deres 47 mandater. 

Dog er resultatet ikke statistisk signifikant, da der er en usikkerhed på op til 1,4 procentpoint.


Nyhedsoverblik