Tab for Diba Bank

Diba Bank i Næstved må imødese tab på udlån, der er dobbelt så store som antaget i den seneste kvartalsrapport

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Diba Bank i Næstved kryber kort før årsskiftet til korset og erkender langt større tab på udlån og dermed en kraftig
nedjustering af bankens resultat for hele året.

Tirsdag morgen vågnede bankens aktionærer op til en meddelelse om, at banken nu må imødese tab på udlån, som er dobbelt så store som antaget i kvartalsrapporten i begyndelsen af november.

I meddelelsen, som bestyrelsen valgte at offentliggøre sent mandag efter børslukning, oplyses det, at "revurderingen som følge af den fortsatte negative økonomiske udvikling i samfundet har medført et behov for nedskrivninger med yderligere 120-130 mio. kr. til et niveau omkring 240-250 mio. kr. for 2009 som helhed".

Bestyrelsen har altså afsløret et dobbelt så stort behov for hensættelse som antaget for halvanden måned siden.

Bestyrelsen tilbyder aktionærerne trøst i en gentagelse af den opjustering af forventningerne til basisindtjeningen, som blev serveret i sensommerens halvårsmeddelelse.

Bestyrelsen bringer således i erindring, at forventningerne til basisindtjeningen dengang blev hævet med op til 30 mio. kr. fra 55-65 mio. kr. Det niveau er fortsat gældende, skriver bestyrelsen.

Men mere afgørende for aktionærerne er måske, at Diba Bank nu regner med, at 2009 vil koste et underskud på 100-110 mio. kr., når de nye markante tab medregnes.

- Det er klart, at det er et resultat, vi ikke kan være tilfredse med, konstaterer bankens administrerende direktør
Petter Blondeau i den sene mandagsmeddelelse. Det skriver Ritzau


Nyhedsoverblik