Sygehuscomputere var nede i timevis

Et IT-nedbrud betød forleden, at patientjournalerne på regionens sygehus var nede i timevis.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

10 timer uden de grundlæggende patientjournal-systemer.

Det var i mandags situationen på hospitalerne i Region Sjælland og i Region Hovedstaden.

Det skriver IT-netavisen Version2.

Her i regionen var det centrale element i hospitalernes patientjournalsystem, Opus, nede i sammenlagt 10 timer. I den periode kunne lægerne godt nok tilgå de allerede eksisterende journaler via et nødsystem, men det var meget besværligt, og  der kunne ikke tilføjes nye informationer fra eksempelvis den praktiserende læge. Samtidig måtte patienter vente længe på at kunne blive udskrevet fra hospitalerne, mens nedbruddet stod på, fortæller Version2.

Nedbruddet opstod efter en brand på et datacenter hos leverandøren CSC i Århus.

Per Buchwaldt, der er  it-direktør i Region Sjælland Koncern IT, er vred over nedbruddet.

- Vi taler om en leverandør, som vi, sammen med Region Hovedstaden, betaler millioner til. Det er ikke første gang, vi har oplevet nedbrud i vores systemer. CSC har hverken leveret den stabilitet, vi ønsker os, eller den stabilitet, vi har betalt for, siger han til netavisen.

Per Buchwaldt understreger dog overfor Version2, at alle patienter blev behandlet, og at der eksempelvis ikke blev aflyst operationer som en følge af problemerne. Patienterne kom dog til at vente noget længere end normalt.


Nyhedsoverblik