Sygehus lokker læger med særtransport og hotel

Lægerne på Nykøbing Falster Sygehus bliver lokket til Falster med daglig buskørsel fra København og personalehotel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En personalebus og et lækkert hotel. Det er eksempler på de midler, der tages i brug, når læger skal lokkes til de tyndt befolkede områder i Danmark, skriver Kristeligt Dagblad.

En sag med en læge på Sygehus Thy-Mors, der har fejlbehandlet flere patienter, har sat fokus på manglen på læger og speciallæger særligt i yderområderne, og det er en problemstilling, sygehusene selv forsøger at løse på forskellige måder.

På Nykøbing Falster Sygehus har man blandt andet arrangeret, at der hver morgen klokken kvart over seks kører en bus fra København mod Nykøbing Falster Sygehus, hvor den sætter mellem 10 og 20 læger af.

Senere på dagen kører bussen samme tur med aftenholdets læger og tager samtidig de ansatte, hvis dag er omme, med hjem. Skulle en læge få lyst til at overnatte, står et personalehotel til rådighed med lækre værelser og opholdsstue. Hotellet har altid overnattende, fortæller sygehusdirektør Arne Cyron.

- Vi skal respektere, at mange i dag vil bo i de store byer, og at vi selvfølgelig ikke vil forsøge at tvinge nogen til at flytte. Men vi skal stadig være ansvarlige og sørge for, at vi kan give de sundhedstilbud, som alle i Danmark bør have. Jeg oplever mange læger, som er meget taknemmelige for tilbuddet om bus, siger han til avisen og tilføjer, at han gerne så, at alle læger kunne bruge 14 dage om året på at hjælpe til de steder, hvor mangler læger.

- I vores rimeligt lille land, hvor der ikke er store afstande, synes jeg godt, man kunne have den spejder-ed lægerne imellem.


Nyhedsoverblik