Syg familie udvises

En serbisk familie fra Holmegaard skal sendes ud af landet. Men to af børnene er alvorligt syge, og det er ikke sikkert, de kan blive behandlet i hjemlandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I familien Nikolic taler alle dansk. Flere af familiemedlemmerne har fast job. Og de har boet her i landet i syv år.

Men nu har de fået afslag på deres ansøgning om opholdstilladelse.

- Jeg vil gerne have, at vi skal blive her i Danmark, siger familiefaderen Zoran Nikolic.

Familien har boet i Danmark på midlertidig humanitær opholdstilladelse. Den har de fået forlænget flere gange, efter de kom hertil som flygtninge.

Og familien har god grund til at ønske at blive i Danmark, hvor lægehjælp er en selvfølge.

To af familiens børn er alvorligt syge. 

Den ene har diabetes og skal have insulin. Ellers risikerer han at dø.

Også parrets yngste er meget syg. Han er født i sjette måned. Som syv-årig går han stadig med ble og kan ikke tale. Og han får jævnligt kramper og epileptiske anfald.

- Vi får aldrig i livet den hjælp til et sygt barn, som vi gør her, fortæller Zoran Nikolic.

Integrationsministeriet begrunder blandt andet afslaget med, at drengene godt kan blive behandlet i Serbien.

Men det er hverken familiens advokat eller ledende overlæge på Børneafdelingen i Næstved sikre på.

Den ledende overlæge, Carsten Vrang, har ikke fået besked på, hvor han skal sende børnenes journaler hen.

Derfor har han skrevet et såkaldt "bekymringsbrev" til Integrationsministeriet.

Heri står der blandt andet:

- På de foreliggende oplysninger må jeg udtrykke stor bekymring for, at de nævnte børn vil kunne få kronisk varige skader, hvis der ikke sikres en opfølgning af igangværende behandling i det land, hvor de udvises til.

Samtidig peger Carsten Vrang på, at børnenes lægelige situation bør inddrages i den samlede vurdering af familien, og at det kunne give anledning til, at familien fik permanent opholdstilladelse.

Brevet har fået Integrationsministeriet til at revurdere familiens sag. Familien har lov til at blive i landet, indtil der kommer en endelig afgørelse.

Integrationsministeriet har ikke ønsket at kommentere sagen


Nyhedsoverblik