Svinske SuperBest-butikker ryger ud

SuperBest-butikker, der gør sig skyldige i grov kødfusk, vil fremover bliver smidt ud af SuperBest-kæden, lyder det fra adm. direktør Frank Sørensen. Kæden holder øje med flere butikker her i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

SuperBest kan ikke holde til flere afsløringer om svindel med datomærker, svinekød i det hakkede lammekød og fusk med fedtprocenterne.

Derfor har købmandskæden nu vedtaget et internt regelsæt. Det betyder, at butikker, der gør sig skyldige i grov kødfusk, fremover kan kyles helt ud af SuperBest, skriver Ekstra Bladet.

Eksklusionen kan reelt betyde, at butikken må dreje nøglen om, da det i dag er så godt som umuligt at drive et supermarked uden at have en stor kæde i ryggen. Overtrædelser skal desuden kunne udløse bøder på op til en halv million kroner.

- Reglerne er desværre nødvendige, men jeg håber ikke, at det bliver aktuelt at bruge dem, siger administrerende direktør i SuperBest Frank Sørensen til Ekstra Bladet.

- Vi holder særligt øje med de butikker, som ifølge fødevarekontrollen har gjort sig skyld i ompakning af kød, og hvor slagtermestrene er blevet fyret. Her har de pågældende været i ond tro, og her skal de dårlige historier bestemt ikke gentage sig, siger Frank Sørensen til bladet.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik