Advokatformaet Johan Schlüter Advokatfirma (JSA) er blevet lukket i kølvandet på den store svindelsag om rettighedspenge, der har sit udgangspunkt i Slagelse.
Det oplyser erhvervsmediet Finans.dk.
Advokatfirmaet har været ramt af kunde- og medarbejderflugt, siden det i juli blev beskyldt for at have svindlet med copydan-penge for 100 millioner kroner.
Ledelsen lagde hele skylden på partner Susanne Fryland, forhenværende direktør i RD Huset i Slagelse. Hun er blevet meldt til politiet for sin rolle i sagen.
Efter politianmeldelsen fyrede selskabet en tredjedel af sine medarbejdere og hyrede den erfarne insolvensadvokat, Pernille Bigaard. Virksomheden stod dog ikke til at redde.
Onsdag bekræftede advokatfirmaet Magnusson over for Finans, at det har rekrutteret Lars Halgreen, der er en af tre medejere af JSA. Han er en af de førende eksperter i sportsret i Europa, og er ligeledes dommer i den internationale sportsdomstol, CAS.
Han er dermed blot den seneste af en række fremtrædende advokater, der har forladt Johan Schlüter Advokatfirma den seneste tid. Andre er skiftet til bl.a. Moltke-Leth, Lett og Lund Elmer Sandager.
Johan Schlüters datter, Katrine Schlüter Schierbeck, er skiftet til Aumento Advokatfirma, og ifølge indberetninger til Advokatsamfundet og Linkedin har kun tre advokater endnu ikke fundet sig en ny arbejdsplads.
Advokatformaet havde for et år siden 58 medarbejdere, herunder 11 partnere, 7 advokater og 3 advokatfuldmægtige.