Supermarkedsrøver idømt 1 år og 10 måneders fængsel

Foto: TV ØST

En 46-årig mand er blevet dømt for 2 supermarkedsrøverier i henholdsvis Ruds Vedby og Jyderup i år.

Retten i Holbæk har i dag afsagt dom i sagen om 2 supermarkedsrøverier begået henholdsvis den 21. januar 2014 mod Dagli' Brugsen i Ruds-Vedby og den 6. maj 2014 mod Netto i Jyderup. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Retten idømte den tiltalte - en 46-årig mand - 1 år og 10 måneders ubetinget fængsel. Røverierne blev begået, imens den tiltalte var på udgang fra en fængselsstraf, som han afsonede i fængslet i Jyderup.

- Det er med stor tilfredshed, at retten har været fuldstændig enig med mig i, at det at begå røveri ved brug af kniv er en meget alvorlig forbrydelse. På trods af, at ingen kom fysisk til skade ved de 2 røverier, så har det altså store personlige konsekvenser for de medarbejdere, som bliver udsat for disse røverier. Det er derfor glædeligt, at retten i dag har sendt et klart signal til de kriminelle, der begår sådan forbrydelser, siger anklageren i sagen Danni Richter Larsen.

Straffeattest gjorde straffen hårdere

Det fremgik under sagen, at tiltalte tidligere var straffet i 2011 for at have begået røveri.

- Når man begår alvorlig personfarlig kriminalitet som i denne sag, så er det selvfølgelig sådan, at der også bliver udmålt en hårdere straf - det bliver så og sige ikke billigere at komme tilbage i retten og have begået den samme forbrydelse, siger Danni Richter Larsen.

Tiltalte udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App