Succesvirksomhed tæt på at droppe Vordingborg

Iværksættervirksomheden Kayser og Thorsen er på seks år blevet en millionforretning, som er blevet kåret som regionsvindere af Børsens Gazellepris, men vilkårene er for dårlige i Vordingborg Kommune, mener de og planlægger at rykke væk, så snart de kan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På bare seks år har iværksætterfirmaet Kayser og Thorsen etableret en millionvorksomhed. De har på fire år ottedoblet bruttofortjenesten og må for lokalpolitikere være attraktive at have i kommunen.

Men Vordingborg risikerer at måtte vinke farvel til succesfirmaet, der mener, at vilkårene er for ringe i kommunen og vil se sig om efter en mere erhvervsvenlig kommune. Det skriver Sjællandske.

Det er venneparret Jacob Kayser Elkjær og Henrik Thorsen, der har stablet firmaet på benene. I 2009 slog de sig sammen, og siden er det gået så godt, at de er blevet regionsvindere af Børsen Gazellepris. Nu kan eventyret så være slut - i hvert fald i Vordingborg, som de to har planer om at rykke ud af.

- Vi føler ikke, vi har fået nogen hjælp. Tværtimod har kommunen forfulgt os, taget billeder af en termoflaske gennem en rude og påført os en bøde på 10.000 kroner. Vi flytter til en erhvervsvenlig kommune, så snart vi er fri af lejemålet, siger Jacob Kayser Elkjær til avisen.

Bøde for aktiviteter

Konflikten med kommunen er startet, da firmaet etablerede et værksted i Sallerup. Naboerne klagede over værkstedet, og så lukkede Kayser og Thorsen det igen. Kommunen har efterfølgende været ude og tage billeder af en termokande gennem et vindue, hvilket skulle være med til at bevise, at der fortsat var aktivitet på stedet. Og selv om makkerparret forklarer det med, at de har givet en medarbejder lov til at bruge værkstedet, har sagen medført en bøde på 10.000 kroner fra kommunen.

I Vordingborg Kommune siger land- og miljøchef Rolf Hoelgaard, at sagen begyndte, da firmaet etablerede værkstedet uden tilladelse. Kommunen valgte at give tilladelse til aktiviteterne, men en nabo klagede til Natur- og Miljøstyrelsen og fik medhold, og bøden falder, da kommunen senere følger op med et tilsyn.


Nyhedsoverblik