Det kan godt være, at Slagelse er en del af udkantsdanmark, men byen har ingen problemer med at tiltrække unge studerende. Efterspørgslen på universitetspladser på Syddansk Universitet i Slagelse er nu så stor, at Universitet tager konsekvensen og flytter adresse.
På den nye adresse, som ligger i nærheden af byens banegård i det såkaldte perron 1 byggeri, bliver der plads til 800 flere studerende end i dag. I alt får universitet dermed plads til intet mindre end 2000 studerende - et tal som studiets ledelse forventer at nå inden for tre år.
Blandt Slagelses erhvervstopper skaber udvidelsen stor glæde.
- I dag kommer de fleste af vores kollegaer fra København, men i fremtiden kan de ligeså vel komme fra vores egen baghave. Det er en stor fordel, siger Steen Bach Larsen, der er direktør i virksomheden Nilpeter til TV2 Øst.
Selv ser universitet udvidelsen som et bevis på, at de trods den megen snak om udkantsdanmark, er godt med i kampen om at tiltrække de unge.
- Vi er billedet på, at man i det man definerer som udkantsdanmark godt kan være med i inderkredsen af Danmark, lyder det fra studieleder Peder Madsen.
Siden 2007 har Syddansk Universitet i Slagelse øget sit optag med mellem 30 til 40 procent om året.