Strengere straf til flugtbilister

Det skal koste dyrt at flygte fra et trafikuheld, hvis det står til justitsministeren. Hun lancerer forslaget som led i en ny færdselssikkerhedspakke.

Øget frihedsstraf, højere bøder og mulighed for at frakende førerretten. Nu skal der sættes hårdere ind over for flugtbilisme, mener justitsminister Lene Espersen (K). Hun er klar med en ny færdselssikkerhedspakke. SF roser ministeren for at skærpe indsatsen i forhold til trafiksikkerhed og flugtbilister, men vil gerne se, hvordan tiltagene skal finansieres.

2007 var det blodigste år i trafikken siden 2003, da 409 mennesker mistede livet i ulykker sidste år.

- Kurven for antallet af trafikdræbte er atter gået den forkerte vej. Én trafikdræbt, er én for meget. Derfor skal vi hele tiden være parate til at sætte nye initiativer i værk, der kan forbedre vores trafiksikkerhed, lyder det fra Lene Espersen.

Ud over skærpet straf til flugtbilister vil justitsministeren opsætte såkaldte stærekasser - kameraer med automatisk trafikkontrol - på udvalgte strækninger. Hun vil bruge fotofælder til også at straffe mobilsnak i bilen og manglende brug af sikkerhedssele. Og hun vil konfiskere flere ulovlige knallerter samt øge forskning i spirituskørsel.

Vejdirektoratet noterer sig for tiden, at farten stiger på alle vejtyper, men problemet skal ifølge Lene Espersen ikke løses ved at ændre grænserne.

- Hvis vi skal nedbringe antallet af dødsfald og personskader på vejene effektivt, er det derfor bydende nødvendigt, at folk respekterer hastighedsgrænserne. I 2005 skærpede vi sanktionerne for hastighedsoverskridelser ved at hæve bøderne og indføre klip i kørekortet. Nu sætter vi ind med skærpet kontrol ved hjælp af de såkaldte stærekasser - i første omgang som en forsøgsordning, siger Lene Espersen.

SF's trafikordfører Pia Olsen Dyhr bakker op om Lene Espersens tanker.

- Ministeren lægger op til forsøg med mere hastighedskontrol ved brug af stærekasser, mere kontrol af selebrug og mere forskning om alkohol. SF kan bakke op om alle tre elementer. Vi så dog også gerne mere alkoholkontrol. Vi ved, at hver fjerde dræbte i trafikken skyldes alkohol. Der er behov for en øget indsats, hvis vi skal vende den statistik, siger Pia Olsen Dyhr, SFs trafikordfører.

Hun vil nu gerne se, hvor pengene til indsatsen skal komme fra.

- Regeringen har med dens nys fremlagte finanslovforslag lagt op til en kraftig beskæring af politiet. Hvordan det skal hænge sammen med flere og bedre kontroller, står hen i det uvisse. Hvert år dør 300-400 mennesker i trafikken, det tal kommer kun ned, hvis vi får flere fartkontroller, mindre alkohol i trafikken og får flere til at bruge sikkerhedssele, siger Pia Olsen Dyhr.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App