Strengere krav til udenlandske studerende i Slagelse

50 studerende fra Nepal har søgt ind på Selandia i Slagelse. Men de skal skrive under på, at de følger undervisningen, så det ikke bliver en billet til et liv i Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selandia i Slagelse har fået 50 ansøgere fra Nepal - men det er langtfra sikkert, at de alle kommer til at starte på uddannelsen. 

- Vi arbejder i øjeblikket på at sende papirer ud til de pågældende, hvor de skal skrive under på, at følger de ikke undervisningen, vil de blive indberettet til Udlændingeservice. Får vi ikke en sådan underskrift, kan de selvfølgelig ikke starte, siger Selandias direktør Preben Knorrenborg til Sjællandske.

Sidste år forsvandt en stor del af de nye studerende fra Nepal kort efter de var startet.

- De har formentlig fra start haft det formål med at komme her, at de ville arbejde og ikke studere. Det kan vi dog ikke bevise, men de blev meldt til Udlændingeservice, siger Preben Knorrenborg, der i øjeblikket har udsendt områdeleder Lars Thore Jensen og informationsmedarbejder Bernt Hertz Gothen til Nepal, hvor de undersøger forholdene.

Selandia har tidligere været udsat for volsom kritik, fordi de kræver 35.000 kroner af fattige studerende fra Nepal, for at de kan få en uddannelse i Danmark.

Selandia har tidligere samarbejdet med agenter, der fik tusindvis af kroner for at hverve studerende i Nepal.


Nyhedsoverblik