Strandloppens skæbne udsat

Foto: TV ØST

På et byrådsmøde mandag aften skulle politikerne i Guldborgsund have afgjort om daginstitutionen Strandloppen skal lukke. Beslutningen er nu udsat til august.

På byrådsmødet mandag aften skulle politikerne i Guldborgsund Kommune havde taget stilling til daginstitution Strandloppens skæbne. Punktet er dog i mellemtiden blevet taget af mødets dagsorden og udsat frem til august.

- Der er nogle ekstra ting, man vil have undersøgt i forhold til økonomien. Så nu vil det blive sendt tilbage i børn, familie og uddannelsesudvalget, siger Janne Hansen (V), der er formand for udvalget i Guldborgsund Kommune.

Det er i første omgang børn, familie og uddannelsesudvalget, der har indstillet forslaget, men nu vil økonomiudvalget havde tjekket tallene efter.

- Det er nogle økonomiske beregninger, om hvor meget vi sparer ved at lukke børnehaven, og hvilke muligheder, der er som alternativer til at få økonomien til at hænge sammen, siger Janne Hansen.

Det er en halv sejr
Næstformanden i Strandloppens forældrebestyrelse, Michael Hansen, glædede sig over dagens udsættelse. 

- Det er en halv sejr, at det er blevet taget af. Det er genialt, siger Michael Hansen.

Trods udsættelsen vil han og de øvrige forældre alligevel møde op på torvet i Gedser fra klokken 17.30 og demonstrere mod en eventuel lukning af institutionen. 

Forældrene er utilfredse med, at de, hvis Strandloppen lukker, vil få omkring 15 kilometer til den nærmeste dagsinstitution i Væggerløse.

- Der bliver for langt. Forældrene kan måske ikke nå at afhente deres børn til tiden, og så er de nødt til at flytte, sagde Michael Hansen, da lukningsplanen blev præsenteret tilbage i maj.

Dog skal forældrene ikke glæde sig for tidligt, for udsættelsen er ikke en garanti for, at Strandloppen vil overleve, siger Janne Hansen.

- Det er ikke sikkert, at det gør noget ved beslutningen. Nu fortsætter Strandloppen ufortrødent, og så er der ikke mere i det, indtil der truffet en beslutning,.

Strandloppen er Gedsers eneste dagsinstitution, og derfor frygter forældrene også, at lukningen også kan få betydning for selve byen.

Sagen vil igen blive drøftet på fagudvalgets møde den 24. august og vil efterfølgende tages op på byrådsmødet i september.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App