Stort krigsarrangement møder kritik

Historikere revser fredagens arrangement 'Holbæk i krig' for ukritisk at beskrive de danske SS-soldater som gode elitesoldater uden at nævne nazismen bag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Holbæk bliver i dag fredag invaderet af danskere og tyskere i uniformer. De vil markere de 5 år, hvor Danmark var besat, men selve fremstillingen er problematisk, skriver Politiken

Historiker Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet peger på, at arrangmentet formentligt ikke alene vil forarge nogle af dem, der har oplevet besættelsen. Det er også en forvrængning af historien, mener han.

Forvrængning ud over alle grænser

I optoget vil der være danskere fra Fronthistorisk Forening, som i SS-uniformer vil sætte fokus på de danske frivillige i tysk tjeneste i kampen mod Sovjet, men foreningen giver et ukritisk billede af soldaterne, lyder det.

- Når man kun fokuserer på krigen og tager den nazistiske ideologi og holocaust væk, er det historieforvrængning ud over alle grænser. De danske SS-soldater var først og fremmest politiske soldater og var i vid udstrækning racistisk motiveret ud fra en nazistisk overbevisning. Forstår man ikke det, forstår man ikke deres rolle, siger Claus Bundgård Christensen til Politiken, og historiker Jakob Sørensen er enig.

- Det svarer til at skrive en biografi om en storforbryder og kun nævne familielivet, siger han.

Til avisen siger Mads, der er formand for Fronthistorisk Forening og ikke vil have sit efternavn frem, at han er klar over, at opførelsen er kontroversiel, men at han og de andre medlemmer har lavet meget research, studeret historien og har det hele med.

Arrangementet begynder i dag klokken 16 i Holbæk by og varer hele weekenden i andelslandsbyen Nyvang.


Nyhedsoverblik