Storsvindler skal for retten

Foto: TV ØST

En 42-årig mand skal mandag for Retten i Næstved, hvor han er sigtet for 14 forhold af bedrageri. Han har flere steder på Sjælland 'solgt' computere og fladskærms-tv, uden at aftagerne dog nogensinde så varerne.

En sjællandsk storsvindler sidder mandag på anklagebænken, hvor han er sigtet for 14 tilfælde af bedrageri. Manden, der er 42 år gammel har i en periode fra august sidste år til marts i år snydt forskellige personer ved at tilbyde dem billige bærbare computere eller fladskærms-tv.

I mange tilfælde fik han penge for varerne, men kunderne så aldrig de ting, de troede, de havde købt.

Pernille Kofoed, der er forretningsdrivende i Næstved, var en af dem, der blev snydt. Det skete i marts i år, hvor den 42-årige kom ind i hendes butik.

'Jeg blev grådig'

Han var velklædt og lignede en forretningsmand, syntes hun, og da de havde talt et godt stykke tid om en børnefødselsdag, han overvejede at holde i hendes forretning, ringede hans telefon pludselig.

Læs også: Svindler på spil i Næstved

Han tog hånden for mikrofonen og spurgte Pernille Kofoed, om hun var interesseret i et billigt fladskærms-tv og en billig computer, for han havde sin ven i røret, der var forsikringsmand. Vennen havde et parti af computere og fjernsyn, hvis emballage var blevet våd og derfor kunne sælges billigt. Der var også til hende, hvis hun havde de 2500 kroner, han tog for det.

- Jeg kan jo godt se nu, at det var meget naivt af mig at give ham penge. Men jeg blev simpelthen grådig, lød det i marts fra Pernille Kofoed.

Anklaget for snyd for 30.500 kroner

Hun er langt fra den eneste der lod sig friste af det lidt for gode tilbud. Politiet fik i perioden 30-40 anmeldelser om svindel, og politiet mener at have fundet bevis for, at den 42-årige står bag de 14 af tilfældene. Svindelnumrene er foregået i Næstved, Holbæk, Asnæs, Kalundborg, Haslev, Roskilde, Viby Sj., Køge og Solrød Strand.

Der er blevet svindlet for mellem 1000 kroner og 5000 kroner per gang og i alt 30.500 kroner. Manden er tidligere dømt for samme form for kriminalitet og forklarede det dengang med, at han led af ludomani og derfor havde brug for penge.

Sagen bliver kørt som en tilståelsessag.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App