Storebæltspendlere er med i finanslovsforslag

Det bliver nu formentlig billigere for bilpendlerne på Storebæltsbroen at rejse frem og tilbage over broen. En markant mindre månedlig udgift til broafgiften er en del af det finanslovsudspil, regeringen præsenterer tirsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I regeringens finanslovsudspil, der præsenteres på tirsdag, lever Venstre op til sit valgløfte og foreslår, at prisen på et pendlerkort sættes ned fra 3920 kroner til 3000 kroner.

Desuden øges det særlige kørselsfradrag for at køre over broen. Sammenlagt betyder det, at en pendler typisk vil spare 40 procent, skriver Fyens Stiftstidende.

Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) håber, at den ekstra rabat kan binde landet bedre sammen og øge væksten på begge sider af Storebælt.

- Håndværksmestre og mindre fragtfirmaer med pendlerkort vil lettere kunne give tilbud på den anden side af broen. Det vil øge konkurrencen og dermed gavne samfundsøkonomien, siger han.

I dag er der 1200 pendlere på broen. De er fordelt med 600 private pendlere og 600 erhvervspendlere i form af netop håndværksmestre, små fragtfirmaer og lignende.

Den ekstra rabat til pendlerne finansieres først og fremmest af Sund & Bælt selv. Det sker ved at forlænge gældsafviklingen på broen med forventet tre til fire måneder.


Nyhedsoverblik