Stor samling veteranbiler fundet på Sydsjælland

04:59

En unik samling på 26 veteranbiler er fundet i en lade på en gård i Boeslunde ved Slagelse.

Samlere både i og udenfor Danmark er allerede oppe at køre over fundet af en unik samling veteranbiler i en lade i Boeslunde ved Slagelse.

26 sjældne veteranbiler fra de helt gamle dage har stået gemt i laden i mere end 30 år – nu er ejeren død og bilerne er kommet frem i lyset flere årtier senere.

Angiveligt var det ejerens hensigt på et tidspunkt at lave et bilmuseum, men på et tidspunkt mistede han alligevel interessen for projektet.

- Der har ikke været et menneske i den lade siden 80’erne formentlig og stedet har udelukkende været brugt som opbevaring. Faktisk begyndte ejeren at samle på porcelæn i stedet for, fortæller Annette Kjær, der står for PR og Marketing hos Campen Auktioner, som skal sælge de 26 veteranbiler på en auktion i Helsted nord for Randers den 3. november.

Samlere gør klar

Ifølge Annette Kjær er der allerede en kæmpe interesse for bilerne og flere fra udlandet har henvendt sig til auktionshuset.

For tre dage siden lagde huset en video af bilerne på YouTube. Den er nu blevet set mere end 3.000 gange.

De 26 veteranbiler er både fra 1920’erne, 1930’erne og opefter. En af de helt spændende biler, som auktionsfolkene allerede har store forventninger til, er en sjælden Ford-T.

Du kan se meget mere til det sjældne fund i videoen øverst på siden, som Campen Auktioner har lavet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App