DMI dropper varsel om storm

Selvom det stadig blæser i vores region, så har DMI nu droppet varslet om risiko for stormstyrke i hele regionen. Blæsten skaber dog stadig problemer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den værste del af blæsevejret er overstået i vores region. 

Det står klart, efter DMI klokken 16:35 afblæste varslet for Lolland-Falster, Sjælland og de øvrige øer.

Det blæser dog stadig flere steder i regionen, hvor der klokken 17 meldes om vindstyrker i middelvinden på op mod 20 meter i sekundtet. Det svarer til hård kuling. Det viser tal fra DMIs hjemmeside.

Samtidig er der faldet meget regn flere steder i regionen. Mest er målt i Jyderup og Holbæk, hvor der begge steder er målt 24 millimeter nedbør.

Blæsten har indtil nu især givet problemer i den sydlige del af regionen.

På Farøbroerne væltede en trailer omkring klokken 16, og lukkede delvist vejen i nogle minutter, indtil den blev rejst op igen. På broen frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer, og der advares mod vinden på Storebælt. Samtidig har færgen Ida, der sejler mellem mellem Stubbekøbing og Bogø, måttet indstille sejladsen indtil fredag morgen.

I Eskilstrup på Nordfalster har politiet måtte afspærre et område omkring en gammel antennemast, der er i fare for at falde ned i blæsten - og ved Vordingborg måtte der akut skaffes en skovhugger, da et træ var ved at vælte ned over Sydmotorvejen.

Endvidere har Cirkus Arena måttet aflyse en forestilling i Køge torsdag og i Karrebæksminde fredag. Forestillingen gennemføres dog i stedet lørdag i Karrebæksminde.

Vi har hørt fra en række havne, hvor mange sejlere har søgt læ for vinden.

Varslet om vindstød af stormstyrke ophørte i Vestsjælland klokken 14.15, men da var der stadig vindstød af stormstyrke i området, oplyser DMIs vagtchef Anja Drost Bodholdt på DMIs hjemmeside.

- I øjeblikket er det langs vestkysten og langs kysterne i Nordvestsjælland, man kan opleve vindstød af stormstyrke, men i løbet af eftermiddagen vil området omkring Østersøen også blive ramt, siger hun.

Varslet for Vordingborg, Guldborgsund og Lolland Kommuner gælder indtil klokken 19.00.

Varslet omfatter risiko for, at tagsten blæser ned og store grene knækker, samtidig med, at træer kan vælte, oplyser DMI.

Blæsevejret har allerede haft en række konsekvenser for vores område. Læs mere i artiklerne herunder.


Nyhedsoverblik