Vi skal til valg den 15. september

Over en halv million borgere her i Sjællands Storkreds skal til valgurnerne. Efter et langt tilløb udskriver Lars Løkke Rasmussen valg den 15. september.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Så er det tid at hænge plakaterne op. Valget er udskrevet efter en dramatisk uge, hvor regeringen har præsenteret en vækstpakke og en finanslov med et dundrende underskud på 85 milliarder kroner.

Lars Løkke Rasmussen vælger ifølge Ritzau at udskrive valget, fordi regeringen ikke har udsigt til at lande en hurtig aftale med Dansk Folkeparti om en vækstpakke.

Dermed risikerer Lars Løkke Rasmussen at skulle gå til valg med det værst tænkelige udgangspunkt - et truende sammenbrud i samarbejdet på den borgerlige fløj.

I forvejen fører oppositionen klart på point i langt de fleste meningsmålinger. En helt frisk måling fra Voxmeter giver rød blok 96 mandater mod blå bloks 79.

Onsdag stod på økonomi, da regeringen fremlagde sit forslag til statsbudgettet for næste år, finansloven. Forslaget viser et underskud på 85 milliarder kroner, uden vækstpakken.

Den store vægt på økonomi er et brud på mønstret fra de seneste valgkampe, hvor udlændinge har spillet en stor rolle.

Samtidig er blokpolitikken brudt, efter at Dansk Folkeparti i 10 år har været fast støtte for mindretalsregeringen af Venstre og De Konservative.

De Radikale har aftalt nedskæringen i efterlønnen med regeringen i strid med deres allierede Socialdemokrater og SF.

Men De Radikale vil stadig pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hun vil til gengæld meget mod sin vilje æde den efterlønsbeskæring, som De Radikale vil tvinge hende til.

Det er slut med kontraktpolitikken, hvor tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gav løfte om at gennemføre det helt konkrete, han lovede i valgkampen.

Socialdemokraterne og SF går til valg på planen "Fair Løsning", som vil forøge arbejdsugen med en time, dog ikke hvis efterlønnen afskaffes.

Desuden vil de hæve skatten for banker og millionærer, foruden at fremrykke offentlige byggerier og renoveringer.

S og SF vil gerne gøre valget til et klassisk økonomivalg med nedskæringer og stram styring af økonomien over for højere skatter og satsning på at investere og arbejde Danmark ud af krisen.

Den røde alliance af Socialdemokraterne og SF går til valg på at danne regering helst sammen med De Radikale og med støtte fra Enhedslisten.

Venstre og De Konservative går efter at beholde VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og eventuelt Liberal Alliance. V og K har samtidig gjort det klart, at DF heller ikke denne gang få ministerposter.

Både Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen kan komme til at kæmpe for deres poster som partiformænd, når en af dem efter valget står som taber.

/ritzau/


Nyhedsoverblik