Statsadvokat dropper sigtelse i skattesag

Statsadvokaten har frafaldet sigtelsen mod en mand for at lække Thorning Schmidts skattepapirer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter fem måneder har Statsadvokaten onsdag valgt at frafalde sigtelsen mod Jens Andersen for at have lækket Helle Thorning Schmidts skattepapirer, skriver bt.dk.

Under stor tumult blev Jens Andersen fra Stege på Møn, der til daglig arbejder med tvangsfjernede børn, anholdt den 19. september for at være personen, der havde lækket Helle Thorning-Schmidts fortrolige skattepapirer.

Fem betjente mødte op for at ransage hans hjem i flere timer, senere ville de også bore sig ind i hans bankboks i Danske Bank, hvor han opbevarede sin gamle mor og mosters smykker.

Men efter at have undersøgt Jens Andersens computer og mobiltelefon, så har statsadvokaten onsdag meddelt skriftligt, at de har frafaldet sigtelsen.

- Hvis jeg nu havde haft noget at skjule, så havde det nok ikke været så sjovt. Men jeg er komplet uskyldig. Men jeg er da glad for frifindelsen selv om det har taget så lang tid, siger Jens Andersen til bt.dk.

Han mener, at det er en kvinde fra en Facebook-gruppe, der har anmeldt ham til politiet.

Både politi og kvinden kan nu se frem til en erstatningssag fra Jens Andersens advokat Bjørn Elmquist.

- Politiet skal betale erstatning for at have beslaglagt min telefon og computer en måned, så jeg var forhindret i at arbejde og for den uberettigede anholdelse og ransagning. Og kvinden skal betale erstatning for at have anmeldt mig uden grund, siger Jens Andersen til bt.dk.


Nyhedsoverblik