Fartbøller skal overvåges af stærekasser

Den etårige forsøgsperiode med de såkaldte stærekasser, der har været opstillet flere steder i regionen, er nu blevet evalueret. Justitsminister Lars Barfoed har godkendt automatisk hastighedskontrol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er dårligt nyt til de danske fartbøller. Justitsminister Lars Barfoed (K) har nemlig givet grønt lys for, at de såkaldte stærekasser fremover skal hjælpe politiet i trafikken.

Stærekasserne, som er automatiske ubemandede hastighedskontroller, har været afprøvet på 10 udvalgte vejstrækninger på Sjælland over en et-årig periode.

Siden januar har DTU Transport evalueret forsøget og har nu afleveret en rapport til justitsministeren.

- Jeg har noteret mig, at det i rapporten konkluderes, at indførelse af de såkaldte stærekasser på landsplan, forventes at ville give betydelige positive effekter på hastigheden og dermed også en væsentlig reduktion af personskadeuheld, siger Lars Barfoed i en pressemeddelelse.

Forsøget viste blandt andet, at bilisterne satte farten betydeligt ned de steder, hvor stærekasserne var opstillet.

Gennemsnitligt blev farten sænket med 10-11 km/t på strækninger, hvor hastighedsgrænsen var 80 km/t. Et resultat, der er bedre end i andre lande, hvor forsøget har været gennemført.

Justitsministeren vil nu bede Rigspolitiet i samarbejde med Vejdirektoratet om at komme med et konkret oplæg til en landsdækkende ordning.

 

/Ritzau/

 


Nyhedsoverblik