Stadig intet spor af Martin Leider Olsen

Det er lidt over en uge siden, at den 31-årige lokalpolitiker Martin Leider Olsen fra Vordingborg forsvandt, og der er stadig ikke spor efter ham.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har stadig ikke nyt i sagen om den forsvunde lokalpolitiker Martin Leider Olsen (S). Den 31-årige politiker og gymnasielærer forsvandt mandag i sidste uge, og siden da har der ingen spor været efter ham.

Martin Leider Olsen havde været til møde med blandt andre partifællen og folketingspolitikeren Pernille Rosenkrantz-Theil mandag middag, og det er den sidste konkrete ting, som politiet ved, at han har foretaget sig, før han forsvandt. Senere skulle han have været til møde med den socialdemokratiske gruppe i Vordingborg, hvor han var 2. viceborgmester, men han dukkede aldrig op.

Moren fattede mistanke

Hans familie talte med ham i løbet af mandagen, og da moren fornemmede, at noget var galt, kontaktede hun politiet. Martin Leider Olsens hvide Peugeot blev natten til tirsdag fundet på Nordfalster ved Storstrømsbroen, og det fik politiet til at frygte, at han havde kastet sig ud fra broen.

Der er efterfølgende blevet ledet efter ham både til lands, til vands og i luften, men eftersøgningen har ikke givet noget, og vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi siger i dag - lidt over en uge efter Leider Olsens forsvinden - at der stadig ikke er spor efter lokalpolitikeren.

Har du oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.


Nyhedsoverblik