Sprogcentre har desperat brug for mere plads

Strømmen af flygtninge fra borgerkrigen i Syrien betyder, at sprogcentrene i vores område mangler lokaler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landets sprogcentre sprænger rammerne og vokser ud af egne lokaler. Det er den stigende flygtningestrøm fra især Syrien, der fører til at flere sprogcentre melder om et boom i kursister og mangel på ledige undervisningslokaler.
 
Det fortæller P4 Sjælland
 
- Det er jo helt rigtigt, at der lige nu kommer mange asylansøgere fra Syrien og der er selvfølgelig en udfordring i at få tilpasset et sprogcenter med lokaler og lærerkræfter og alt det der skal til, siger formanden De Danske Sprogcentre, Poul Neergaard.
 
Må flytte i nye og større lokaler
 
Tendensen mærkes også i Ringsted og Slagelse, hvor de lokale sprogcentre har brug for flere lærere og nye lokaler.
 
- Vi er gået fra 200 til nu 300 kursister. Det kræver mere plads og bedre organisering, siger leder af sprogcenteret i Ringsted, Nena Babar. Her flytter sprogcenteret i nye og større lokaler for at kunne imødekomme behovet for undervisning.
 
På sprogcenter Slagelse forudser skoleleder Margot Hansen øget kamp om kvalificerede lærerkræfter til danskundervisning for udlændinge.
 
Rift om de bedste lærerkræfter
 
- Vi har i efteråret 2014 ansat flere lærere. Det samme var tilfældet ved nytår og nu skal vi igen ud og søge nye lærerkræfter, så der er ingen tvivl om, at der bliver øget konkurrece om kvalificerede medarbejdere, siger Margot Hansen til P4 Sjælland.
 
Udlændingestyrelsen har opjusteret antallet af flygtningenes fordeling til kommunerne i 2015 fra 4.000 til nu 12.000.
 
I Region Sjælland skal kommunerne i år tage imod 2167 flygtninge - fortrinsvis fra de borgerkrigshærgede lande Syrien og Eritrea. Samtlige nytilkomne flygtninge har krav på sprogundervisning.


Nyhedsoverblik