Spritbilist kørte ind i parkeret bil

Foto: TV ØST

En 41-årig mand kørte lørdag aften ind i en parkeret bil. Nu er han sigtet for spritkørsel.

Lørdag klokken 20.30 blev Sydsjælland og Lolland-Falsters politi kaldt til Nygade i Nykøbing Falster, hvor en bilist havde kørt ind i en Nissan, som holdt parkeret på stedet. Derefter var bilisten kørt fra stedet, og ifølge vidneudsagn var han muligvis påvirket af spiritus.

Politiet kørte i retning mod den adresse, hvor bilen hører til, og på Sakskøbingvej ved Toreby fik politipatruljen kontakt med den. Føreren var en 41-årig mand fra Vesterborg, og en alkometertest bekræftede, at han havde en promille, der var højere end det tilladte. Bilen havde desuden en knust baglygte, og den 41-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

I Nakskov havde en anden bilist også problemer med at vige udenom forhindringer på vejen. En 50-årig kvinde fra Nakskov kom søndag aften kørende ad Løjtoftevej, hvor hun mistede herredømmet over bilen, som ramlede ind i et vejskilt.

Et forbipasserende vidne tilkaldte politiet, fordi den 50-årige kvinde virkede fuld. Det bekræftede en alkometertest, som landede på en værdi, der lå et godt stykke over det tilladte. Den 50-årige blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, og på grund af promillens størrelse blev hendes kørekort inddraget på stedet, ligesom bilen blev beslaglagt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App