Dagli' Brugsen i Ørslev ved Vordingborg har fået et hul i muren. I nat klokken 4.30 blev der lavet hul, og politiet er tirsdag morgen i gang med at undersøge stedet.
I første omgang var meldingen fra stedet, at der var sprængt hul ind til forretningen, men det viser sig nu, at hullet er lavet på anden vis.
- Der er slået hul i muren - formentligt med en muggert, og det er sket fra naboejendommen og så ind til kontoret i forretningen. Vi arbejder stadig derude nu og har fået assistance fra nogle teknikere, der dog skal have hentet noget mere udstyr for at undersøge stedet nærmere, lyder det fra Søren Østervig, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Røveri i december
Ifølge vagtchefen er hullet i muren 30-40 centimeter i diameter.
Det er kun omkring 2 måneder siden, at Dagli' Brugsen i Ørslev var udsat for røveri. I starten af december truede en ung mand personalet med en kniv og fik kassebeholdningen med sig.