Spillere under mistanke: Det er ubehageligt

03:47

Seks spillere i FC Vestsjælland har spillet med i begge kampe, der er blevet nævnt i forbindelse med matchfixingsagen. Det er derfor især de seks, der er under mistanke for at have modtaget penge.

- Det er selvfølgelig ikke særlig rart at blive sat i den forbindelse, og det er ikke særlig rart at have været personligt involveret i en kamp, hvor der er foregået matchfixing, lyder det fra tidligere anfører i FC Vestsjælland Rasmus Festersen.

Rasmus Festersen spiller i dag for OB, men indtil i sommer var han anfører for FC Vestsjælland.

Fredag tilstod fem tyskere i en retssag ifølge Ekstra Bladet, at de har stået bag matchfixing af to af FC Vestsjællands kampe, hvor en spiller på holdet altså skulle have modtaget 450.000 kroner for at spille, så holdet tabte.

Læs også: Tyskere tilstår at have matchfixet FC Vestsjælland-kampe

Seks spillere er under mistanke

I den ene af de to kampe spillede FC Vestsjælland mod Esbjerg på hjemmebane den 1. November 2014. Her tabte FC Vestsjælland 1 - 4. I den anden kamp, der er blevet nævnt i retssagen, spillede FC Vestsjælland mod FCK i Parken. Her tabte holdet 2 - 0.

- Jeg kan udmærket huske de to kampe, og jeg synes ikke, der var noget mistænksomt i dem overhovedet. Vi tabte, fordi vi var det dårligste hold, fortæller Rasmus Festersen.

Seks spillere fra holdet spillede med i begge kampe, det er derfor især dem, der er under mistanke for at have forsøgt at påvirke resultatet.

Thomas Mikkelsen stod på mål i begge kampe.

- Jeg kan huske kampen hjemme mod Esbjerg, hvor vi taber 4 -1, der er vi altså ikke ret gode, hvis jeg nu skal snakke for mig selv, så vil jeg sige, mål nummer to, hvor jeg kommer til at puffe en halvkikser ind i målet, det er jo der, man kan sige, der må være noget, men derfra til at sige matchfixing, det er for langt væk, fortæller Thomas Mikkelsen.

Læs også: Træner: Jeg oplevede intet mistænkeligt

En svær tid for FC Vestsjælland

Beskyldningerne om, at en fra klubben er involveret i matchfixing kommer samtidig med, at klubben ikke formår at betale løn til spillerne på grund af økonomisk krise.

- Stemningen var jo ikke god inden. Vi har ikke fået løn, så kommer denne her sag oven i. Det er en trist periode, vi er inde i. Vi må bare håbe, at vi kan komme godt ud af det, lyder det fra nuværende anfører i FC Vestsjælland Henrik Madsen.

Læs også: FCV-direktør: Vi tager afstand fra matchfixing

Danmarks historiens største sag om matchfixing

Hvis det viser sig, at der er hold i beskyldningerne, er det den største sag om matchfixing i landets historie. DBU tager derfor sagen meget alvorligt.

- Vi har bedt politiet undersøge sagen på baggrund af de ting, der er kommet frem i Tyskland. Men vi vil ikke udtale os yderligere, før de har verificeret oplysningerne. Sådan siger Kommunikationschef hos DBU Jakob Høyer.

Københavns politi undersøger nu sagen som økonomisk kriminalitet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App