Spillede over 600.000 kroner op

En 31-årig mand fra Ringsted har spillet for over 600.000 kroner hos Danske Spil, mens han passede sit arbejde som tankpasser på Køgevej i Ringsted. Problemet var bare, at manden ikke betalte for sit spil på lotto, keno, joker og tips hos Danske Spil, mens han var på arbejde i forretningen, skriver DAGBLADET Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Manden har tilstået underslæbet på i alt 631.961 kroner ved en tilståelsessag i retten i Roskilde. Han blev idømt et års betinget fængsel for sit spil, der fandt sted fra januar til november 2008. Dommen blev betinget, fordi der blev taget hensyn til den tiltaltes åbenlyse afhængighed af spil, og den lange periode, der er gået fra forseelsen fandt sted, til tilståelsessagen kom for retten.

Udover den betingede fængselsstraf blev den 31-årige idømt 240 timers samfundstjeneste, der skal afvikles inden for de næste 18 måneder og et krav om behandling for sin ludomani.

Han skal desuden betale erstatning på de 631.961 kroner til ejeren af benzintanken. Et erstatningskrav, som den 31-årige anerkendte, oplyser avisen.


Nyhedsoverblik