Spidsers drukfester i svømmehal forarger

Foto: TV ØST

En gruppe herrer fra Næstveds bedre borgerskab har hver fredag mødtes i svømmehallen med efterfølgende sjusser i saunaen, men nu er det slut, lover ledelsen.

Hver fredag deltager flere lokale pinger i forbudt morgendruk i Herlufsholm Idrætscenter. De omdanner saunaen til en bar med whisky og champagne. Ledelsen er rasende og sætter omgående en stopper for festlighederne

Det skriver Sjællandske.

Hver fredag mødes op mod 12 mænd - heriblandt pensionerede dommere, advokater, præster, bilforhandlere og entreprenører - til morgenbadning og efterfølgende drukgilde. Det er en tradition, som mange troede var stoppet, men som tilsyneladende trives i bedste velgående, selv om ledelsen har forbudt det.

Det stopper nu

Nu har Carsten Bering, tidligere byrådsmedlem for De Konservative og nuværende folketingskandidat for Alternativet, fået nok.

- Det kan ikke være rigtigt, at de sidder der i saunaen og drikker og så sætter sig ud i bilen bagefter, siger han.

Han fortæller, at medlemmerne af druklogen til tider også prøver at tyrannisere de andre morgenbadere.

Formand for Herlufsholm Idrætscenter Hans Nikolajsen er chokeret. Det kommer helt bag på ham, og det bliver stoppet nu.

- Der er no mercy, siger han.

02:50 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App