Soldat fra Antvorskov Kaserne dræbt

En dansk soldat blev tirsdag dræbt i Afghanistan og fem soldater blev såret, deraf den ene alvorligt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Danske soldater i Helmandprovinsen i Afghanistan blev tirsdag to gange udsat for angreb med improviseret sprængladning.

En dansk soldat blev dræbt, og i alt fem andre blev såret ved de to episoder. Det oplyser Hærens Operative Kommando.

Tirsdag kort efter klokken 12 lokal tid blev en Piranha-mandskabsvogn ramt af en improviseret sprængladning i nærheden af patruljebase Bridzar, der ligger cirka seks kilometer nordøst for Gereskh.

De pårørende er underrettet.

Ved eksplosionen blev en dansk soldat dræbt og to såret. De kommer alle fra C-kompagniet, der tilhører Gardehusarregimentet i Slagelse.

Den faldne soldat blev dræbt på stedet. De to sårede fik førstehjælp af deres kammerater og blev derefter transporteret i helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. De er begge lettere såret og uden for livsfare, og de har selv ringet hjem og underrettet deres pårørende.

Fire timer senere blev yderligere tre danske soldater såret af en improviseret sprængladning under de fortsatte operationer i området omkring patruljebase Bridzar.

Soldaterne fik straks førstehjælp fra deres kammerater og blev derefter evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, hvor de kom under lægebehandling.

Den ene soldat er hårdt såret, og han tilhører Gardehusarregimentet i Slagelse. De pårørende er underrettet.

De to andre er lettere såret og tilhører henholdsvis Trænregimentet i Aalborg og Ingeniørregimentet i Skive. De har selv ringet hjem og underrettet deres pårørende.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik