Sognepræst om kirkesex-dom: Jeg forstår det ikke

Østre Landsret satte onsdag straffen ned for det par, som har haft sex og lavet hærværk i flere vestsjællandske kirker. - Uforståeligt, mener sognepræsten i Holmstrup Sogn øst for Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Parret på 30 og 35 år slap onsdag med en betinget dom på 40 dages fængsel, da Østre Landsret skulle tage stilling til sagen.

Dermed slipper de for en tur i fængsel. De 40 dage bliver først effektueret, hvis de bryder loven igen.

Dermed blev straffen på de 60 dages ubetinget fængsel fra Retten i Holbæk i april altså gjort væsentlig mere mild.

- Jeg forstår det sådan set ikke, siger sognepræst Søren Trolddal Nielsen fra Holmstrup Sogn øst for Kalundborg.

- Der er jo ingen tvivl om, at de har begået hærværk, og hærværk plejer ikke at være straffrit, siger han til TV ØST.

Læs også: Par får nedsat straf for kirkesex

Holmstrup Kirke er en af de kirker, parret har været i.

Hældte tapetklister på gulvet

- De ødelagde et elektrisk klaver, de prøvede at ødelægge vores orgel, de fordelte tapetklister rundt omkring på gulvet og det er ikke lige til at slippe af med, når det først er kommet ud. De stjal faktisk også en af mine præstekraver. den ved jeg ikke, hvor er henne, griner sognepræsten og fortsætter:

- Og den har jeg ikke fået erstatning for på noget tidspunkt.

Parret havde også sex på alteret i Holmstrup kirke.

- Jeg hæfter mig mest ved hærværken og ikke så meget ved det der med, at de syntes, det var morsomt at have sex på alteret.

Hvorfor ikke?

- Sex har et eller andet med fornøjelse at gøre. Sådan har det altid stået for mig i hvert fald, og at have sex på et alter af mursten, det må have været temmelig besværligt. Det har jo simpelthen kun været for at de kunne prale med det bagefter, siger Søren Trolddal.

Parret har haft filmet deres eskapader i Holmstrup og flere andre kirker.

For eksempel har de også været i Ubby Kirke og Jorløse Kirke - også kirker på Kalundborgegnen samt en kirke i Snoldelev syd for Roskilde.

Hærværk for 15-20.000 kr.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvad der er foregået i deres hoveder, siger Søren Trolddal, som fortæller, at hærværket i Holmstrup Kirke er beløbet sig på et sted mellem 15 og 20.000 kroner.

- Men det værste har været den utryghed, som vores graver blandt andet har følt efterfølgende, når hun har skulle ind i kirken igen. De stjal jo en nøgle for at komme ind, så vi har været nødt til at lave ekstra låseforanstaltninger, fortæller sognepræsten.

Retsformanden i Østre Landsret, Anne Louise Bormann, understregede ved oplæsningen af dommen, at den både inkluderede straf for hærværk og usømmelig omgang med kirkens inventar. Det skriver Ekstra Bladet.

 

 


Nyhedsoverblik