Lørdag aften kunne Birgit og John Rasmussen høre det pibe ude i deres have i Vordingborg.
Det viste sig at være en pindsvineunge, der var ude for at udforske verden.
- Vi havde set moderen før, men det var første gang, vi så ungen, siger John Rasmussen.
Hjalp selv til
Pindsvinemor ville have sin unge med op over kantstenen på terrassen, men det lykkedes ikke, så John Rasmussen måtte hjælpe lidt til.
- Til sidst løftede jeg ungen op over kantstenen med en pind. Den rullede sig sammen som en lille kugle, siger han.
Pindsvinefamilien bor højst sandsynligt i parrets brændestabel. Det var i hvert fald den vej moderen ville hen.
- Ungen endte med at følge med moderen, men det tog da lige en halv times tid, fortæller John Rasmussen, som har sendt os videoen af det lille hverdagsdrama.