Socialdemokratisk borgmesterbrev kaldes smædekampagne

Slagelses borgmester kalder socialdemokratiske borgmesterkollegers indblanding i valgkampen for smædekampagne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er smædekampagne af værste skuffe, når socialdemokratiske borgmestre i et brev til borgerne forsøger at sætte tal på, hvor mange stillinger Venstres nul-vækst vil koste i deres kommune.

Det mener Slagelses borgmester Stén Knuth (V).

- Det er et nyt lavpunkt i valgkampen. Og smædekampagne, hvor formålet kun er at nedgøre andres politik, siger borgmesteren til TV ØST.

Fire socialdemokratiske borgmestre fra vores område får tirsdag og onsdag runddelt et brev til borgerne i deres kommune, hvor borgmestrene personligt advarer mod at støtte Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister – og konkret sætter tal på, hvad nulvækst angiveligt vil betyde i kommunen.

- Socialdemokraterne skulle fortælle om deres bud på løsninger, mener Stén Knuth.

Socialdemokrat afviser

Borgmesteren i Faxe Kommune, Knud Erik Hansen (S), er en af de socialdemokratiske borgmestre, der sender breve ud. Han afviser dog beskyldningerne om at føre skræmmekampagne.

- I mine øjne er det altså ikke smædekampagne at advare mod konsekvenserne af en bestemt økonomisk politik overfor vores kommune, siger han til TV ØST.

Han siger, at han konkret frygter, hvad konsekvenserne bliver på børnepasningen, skolerne og ændreplejen i Faxe Kommune, hvis Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister og økonomien strammes yderligere ind.

Læs også: Socialdemokratiske borgmestre kaster sig ind i valgkampen

Trick brugt af Fogh

Ideen om at sende personlige breve til vælgerne, hvor man advarer mod modstanderens politik, er tidligere blevet brugt i de danske valgkampe. 

Det skriver Jyllands-Posten.

Venstres daværende formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen stod nemlig bag et lignende brev i 2007.

Dengang advarede venstre-formanden mod, at Socialdemokraterne ville ændre på boligskatterne. Dengang som nu landede brevet i vælgernes postkasser umiddelbart op til valget.


Nyhedsoverblik