Sneet inde på fjerde døgn

Karen Magrethe og Svend Pedersen fra Sortenshave på Falster har været sneet inde i fire dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det pensionerede landmandspar bor for enden af en blind vej, som ikke er blevet ryddet, men de er ikke trætte af sneen endnu.

- Det er helt fint, bare det ikke bliver ved længe endnu, siger Karen Magrethe Pedersen, som blandet andet får tiden til at gå med at bage og spille klaver.

- Hvis det bliver for kedeligt, så går jeg ind til computeren. Ellers kan jeg nok finde en mindre maleopgave i huset, siger Svend Pedersen.

Selv om snedriverne er høje flere steder omkring ægteparrets hus, så tager de det ikke så tungt.

- Jeg har set det, der var værre. I 1978 lå sneen som en stor dyne, og da det faldt ned fra taget på stalden, kunne vi ikke se ud af vinduerne, fortæller Svend Pedersen.

Vejrudsigten lover ikke forår foreløbig, og bliver det ikke tøvejr før weekenden, har Svend Pedersen planer om at hyre en sneplov til at grave vejen fri. Indtil da nyder han den fred og ro, som sneen giver, sammen med sin kone.

- Prøv at se ud af vinduet. Det er så kønt, og det giver en helt speciel ro. Der er ikke noget stress derude. Sneen ligger der bare, siger Karen Magrethe Pedersen.


Nyhedsoverblik