Patientklagenævnet har i flere måneder undladt at offentliggøre afgørelser om alvorlige patientklagesager på hele sundhedsvæsenets internetportal, Sundhed.dk.
I strid med loven har patienter og pårørende i 58 konkrete sager dermed måttet
lede forgæves efter oplysninger om deres sag, skriver Berlingske Tidende.
- Det er lovbrud. Loven er meget specifik om, hvor oplysningerne skal offentliggøres, men det er ikke sket, siger Mette Hartlev, professor i sundhedsret ved Københavns Universitet.
Når læger får alvorlig kritik i Patientklagenævnet, skal deres navn offentliggøres i to år på Sundhed.dk, der årligt har 30 mio. sidevisninger. Det skal sikre borgerne bedre grundlag for valg af læge.
Karsten Skawbo-Jensen, Patientforeningen Danmark, er "vred på patienternes vegne", siger han.
- Det krænker patienterne og lægger et røgslør over kvaliteten i sundhedsvæsnet.