Slut med regionale trafikmafiaer

Infrastrukturkommissionen vil målrette investeringer til steder, hvor behovet er størst. Et opgør med regional tankegang, siger kommissionsmedlem.

Trafikmafiaer skal være fortid i dansk trafikpolitik, hvis det står til Infrastrukturkommissionens anbefalinger. I stedet skal pengene bruges der, hvor der er et reelt behov. Ordet trafikmafia toppede, da en række trafikordførere ønskede motorveje til Nordjylland for at lægge stemmer til Storebæltsbroen.

Men nu skal det være slut, siger Erik Østergaard, medlem af Infrastrukturkommissionen og adm. direktør i vognmændenes brancheorganisation, DTL.

- Det er meget, meget vigtigt, at pengene bruges dér, hvor der er størst samfundsmæssig gevinst ved det. Vi taler især om et meget trængt hovedstadsområde, et trængselsplaget Fyn og det, man kan kalde Østjyllands-regionen. Det betyder ikke, at der ikke er andre steder, hvor der er behov for trafikale investeringer, for det er der. Men det betyder, at Danmark skal til politisk at prioritere store infrastrukturinvesteringer med maksimal effekt, så det ikke ender i politiske handler om at dele sol og vind lige, som man for ofte har set før, siger adm. direktør Erik Østergaard, DTL.

Han håber derfor, at der kommer en langsigtet plan, der sigter mod at løse de aktuelle problemer.

- Med infrastrukturkommissionens rapport er der et godt politisk værktøj til at få taget de rigtige beslutninger og få foretaget enkelte ekstra analyser og undersøgelser - og i dette år få udmøntet det i en egentlig langsigtet investeringsplan. Jeg opfordrer politikerne til at være meget bevidste om, at vej- og banenettet i Danmark allerede nu lider under et alvorligt vedligeholds- og investeringsefterslæb, og det er endnu en grund til, at der skal sættes turbo på de danske infrastrukturinvesteringer så hurtigt som muligt, siger Erik Østergaard.

/ ritzau /

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App