Slagelse sender hurtigt unge i uddannelse

Sjællandske kommuner er bedre til at få unge kontanthjælpsmodtagere i job eller uddannelse end kommuner vest for Storebælt. Slagelse er blandt de bedste.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Simone Jørgensen droppede ud af HF i november. Efter blot tre måneder på kontanthjælp er hun nu i gang med uddannelsen til pædagog.

- Jeg kæmpede selv for det, og så fik jeg god rådgivning og sådan noget. Jeg tror, det var det, der gjorde det - samarbejdet med konsulenterne, fortæller den 22-årige studerende fra Korsør.

Slagelse i top, Lolland i bund
Slagelse Kommune er landets fjerde bedste til at få kontanthjælpsmodtagere under 30 år hurtigt i job eller uddannelse. 50,6 procent af dem er kommet væk fra kontanthjælpen efter et halvt år,

Til sammenligning ligger Lolland Kommune i den anden ende, her er det kun 38 procent af de unge, der har skifet kontanthjælpen ud med SU, elevløn eller rigtig løn efter et halvt år.

- Det er et meget vigtigt område for os, at få de unge i gang i stedet for at gå på kontanthjælp, siger arbejdsmarkedschef i Slagelse Kommune, Torben Bahn Petersen.

Kodeordet er motivation

Han peger på et godt samarbejde med kommunens uddannelsesinstitutioner som en del af forklaringen på succesen. Desuden arbejder jobcentrets ansatte meget med motivation af den unge

- Det er jo svært for de unge mennesker i dag at finde ud af, hvad de gerne vil være. Der kan vi gå ind og hjælpe dem ved at fortælle dem, hvad det vil sige at være i specifikt fag, hvad det er, man laver, når man er bager for eksempel. Det gør, man er lidt bedre klædt på, når man starter i det, siger Torben Bahn Petersen.


Nyhedsoverblik